Sikker handel med Boligadvokat

Hvis du står og skal købe en bolig, har du mulighed for at søge rådgivning hos en boligadvokat. Boligadvokaten kan hjælpe dig gennem alle handlens faser helt fra den første besigtigelse af boligen over forhandling og finansiering til skødeskrivning og berigtigelse

Det giver en sikker handel for dig som køber og giver ro i sindet under handlen. Her kommer vi ind på de første faser i en bolighandel.

Hvad er dit økonomiske råderum?

Det kan være en fordel at få en boligadvokat med på råd fra starten. En boligadvokat har erfaring og viden, som den almindelige huskøber ikke ligger inde med. Det er heller ikke altid let at overskue sine økonomiske muligheder. Også her kan advokaten være behjælpelig med at give dig et overblik over, hvilket økonomisk råderum din privatøkonomi tillader.

I finansieringsrådgivningen indgår punkter så som:

  • Har du mulighed for at lægge en udbetaling?
  • Kan din økonomi hænge sammen på fornuftig vis efter boligkøbet?
  • Har du mulighed for at låne penge i kreditforeninger og banker?

Ud fra svarene på de spørgsmål kan advokaten give dig svar på, hvilke muligheder du har i en boligkøbssituation.

Uvildig rådgivning om finansiering

En boligadvokat kan give dig en uvildig rådgivning om, hvilken finansieringsform, der vil være den bedste for dig. Det indebærer blandt andet en gennemgang af de lånetyper, der er på markedet.

I Danmark må advokater ikke få provision fra banker, realkreditinstitutter og forsikringsselskaber mv. Derfor er du garanteret en uvildig rådgivning. Rådgivningen vil hjælpe dig, når du skal tale med en bank eller realkreditinstitut om det lån, du skal optage for at kunne købe huset.

Har du ikke råd til en boligadvokat, kan du måske få hjælp på nærmeste bibliotek, se oversigt over gratis retshjælp her

Boligens pris

Hvis du skal flytte til en ny by eller et nyt område kan det være svært at vide om den pris, der er sat på en bolig er den rigtige. Derfor kan det være en fordel at få rådgivning af en lokal boligadvokat, der kender byen eller egnen og kan undersøge om prisen på den ejendom, du er interesseret i, er rimelig.

Der kan også være andre aspekter ved ejendommen, som man som udefrakommende ikke lige kan gennemskue og hvor lokalkendskab kan være en fordel. Det gør, at du ikke kommer til at overse tiltag i for eksempel lokalplanen, som vil få negativ betydning for din bolig.

Modsat en ejendomsmægler, der gerne vil sælge dig en bolig, er boligadvokaten din rådgiver og vil give dig et reelt billede af huset og området.

Hold udgiften til boligadvokaten nede

Måske tænker du, at det sikkert er dyrt at gøre brug af en advokat. Man du skal tænke på, hvor mange penge det kan spare dig på længere sigt, hvis du undgår at købe din bolig for dyrt eller undgår, at andre juridiske spidsfindigheder i købskontrakten kan blive en økonomisk belastning på sigt.

Ofte er det ikke nødvendigt at mødes ansigt til ansigt med den boligadvokat, der rådgiver dig. Kan I nøjes med at tale i telefon og skrive sammen på mail, vil det gøre rådgivningen noget billigere.

Køber har en fortrydelsesret

Når du som køber underskriver en købskontrakt, er den i udgangspunktet bindende. Derfor er det en rigtig god ide at få en boligadvokat til at sige god for købsaftalen, inden du skriver under.

Har man skrevet under og fortryder, kan man benytte sig af den fortrydelsesret, der altid er gældende ved bolighandler. Den er dog ikke gratis at tage i brug, man skal nemlig betale en procent af købesummen som kompensation til sælgeren.

Man kan gøre brug af fortrydelsesretten indenfor 6 hverdage.

Advokatforbehold

En noget billigere løsning, hvis du skulle gå hen og fortryde din underskrift på købsaftalen, er at få indskrevet et såkaldt advokatforbehold i købsaftalen. Et advokatforbehold sikrer, at du kan skrive under på kontrakten og dernæst tage den med hen til din advokat og få den tjekket igennem.

Finder advokaten noget i købsaftalen, der ikke er fordelagtigt, har du som køber ret til at trække dig fra handlen uden, at det koster dig noget. Det vil sige, at står du i en situation, hvor du ikke kan nå at få din advokats vurdering af købet, inden du skal skrive under, så sørg for at købsaftalen indeholder et advokatforbehold. Du kan altid få det indsat, hvis det ikke er der.

 


Comments are closed.

Back to Top ↑