Renovering – behold boligens sjæl

Hvis du skal renovere dit hus eller din lejlighed så tænk på, hvordan du bedst muligt bevarer boligens særegenhed og sjæl. Et hus med originale detaljer og en specifik tidsånd er meget mere interessant end en bolig, hvor alt er nyt

Du vil selv blive gladere for at bo i huset, og det vil indbringe en højere pris, hvis du en dag ønsker at sælge det.

Her kommer nogle råd om, hvad der er godt at bevare og hvordan du kan gøre det.

Vær nænsom – det betaler sig

Alt efter husets alder og type er det helt forskelligt, hvad det er, der er værd at bevarer for at boligens sjæl ikke skal forsvinde. Det kan være det originale håndsnedkererede køkken i 50’er huset, det kan være det smukke stuk i herskabslejligheden fra o.1900 eller det kan være de grå dørhåndtag i grå plast fra 60’er huset.

Når du skal renovere er det med at kigge dig godt for og på forhånd bestemme, hvilke detaljer, du gerne vil bevare. Det er naturligvis vigtigt, at du selv sætter pris på detaljerne og har lyst til at integrere dem i din bolig. Men fra ejendomsmæglere forlyder det at købere sætter pris på de originale detaljer, så nænsomhed er en god investering på sigt.

Hvad skal du bevare?

Der er nogle ting, som du især kan være opmærksom på, når du står overfor en renovering:

  • Taget: Hvis du skal udskifte din boligs tag, så tænk på at benytte de originale materialer. Skift tegl med tegl og tagpap med tagpap osv.
  • Dørene og dørhåndtagene: Du kan godt flytte på boligens døre eller sløjfe nogle, men brug så vidt muligt de oprindelige døre og deres dørhåndtag.
  • Stuk og høje paneler: Måske er du ikke til den gamle stil med stuk i loftet og høje træpaneler på væggene. Men det er frygteligt synd at sløjfe dem. De skaber en helt unik stemning i boligen og fortæller om en historisk tid. Bevar dem og gør din bolig moderne med møbler, lamper og andet tilbehør.
  • Vinduer og yderdøre: Hvis du skal skifte vinduer og yderdøre, så find enten nogle brugte af samme slags eller få specialfremstillet nogle nye, der ligner de gamle.
  • Gulve: Du skal altid forsøge at bevare de oprindelige gulve. Er det for eksempel plankegulve eller massive parketgulve, som er medtagne og grimme, så få dem afhøvlet. Så bliver de rigtig flotte igen. Er det ikke muligt at bevare det gamle gulv, så vælg et gulv af samme type og samme træ. Men drejer det sig om et massivt gulv, der ikke står til at redde er det også en mulighed at købe gamle gulvplanker og afhøvle dem, når gulvet er lagt. Et helt nyt gulv får aldrig samme sjæl og karakter som et gammelt, der er afhøvlet og sat i stand.
  • Badeværelse og køkken: Du kan med held bevare de gamle fliser både i køkken og bad. Det kan også være charmerende at beholde saniteten i den originale farve eller finde fungerende dele i samme stil. Men lige ved disse to rum, hvor der er sket meget gennem årene, er det også nogle gange at foretrække at gøre rummene mere moderne. Men tænk på at holde samme flisestørrelse og måske gulvtype. Til det kan du så vælge helt klassiske og hvide elementer. Har du et snedkerkøkken er det naturligvis også værd at bevare. Det er muligt at få en snedker til at hæve bordpladen og renovere køkkenet, så det er nutidssvarende.
  • Planløsning: Du kan sagtens åbne din bolig op for at få mere lys i rummene. Du kan også ændre på planløsningen. Tænk dog på at gøre det i husets ånd og hvis du er i tvivl, så få rådgivning fra en arkitekt.

 


Comments are closed.

Back to Top ↑